Er du i tvivl om hvilken opskrift, du skal give dig i kast med som dit første strikkeprojekt? Så vil jeg meget gerne bringe nogle forslag i spil. Men! Inden jeg gør det, er det vigtig for mig at sige, at bare fordi du er nybegynder, så behøver du virkelig ikke at lade dig begrænse... Hvis du kan strikke ret og vrang, så kan du faktisk strikke lige det, du sætter dig for. Der findes så mange hjælpevideoer med gode instruktioner og vejledninger, så du kan altid hente den hjælp, du har brug for, hvis du går i stå. Så go, go, go.
Til dig, der gerne vil være sikker på at starte med en mere begyndervenlig opskrift, så kommer her nogle forslag til opskrifter, du kan starte med.
Voksen:
Deimas bandana
Et nemt og forholdsvist enkelt lille strikkeprojekt. Du strikker frem og tilbage og former bandanaen ved hjælp af indtagninger. Dét kan du nemt finde en instruktionsvideo til, hvis du ikke har den teknik på plads endnu.
Jeg har strikket Deimas bandana i 100% merino uld.
Sweater no 9 af My Favourite Things Knitwear
Jeg er vild med den her sweater. Selvom den ikke er strikket højere i ryggen, så har den en virkelig god pasform, synes jeg. Opskriften er uden svære teknikker, så den er helt sikkert et oplagt valg, hvis du er nybegynder. Du kan strikke en kort model eller en lang model.
Du kan strikke med 2 tråde (merinould og alpaca eller silk/mohair) eller 3 tråde (2 x merinould og alpaca eller silk/mohair).
Du finder opskriften her.
Sorbet Cardigan af Mille Fryd Knitwear
Mille Fryd blev for alvor kendt for sin Sorbet cardigan. Og det forstår jeg godt. Den er utrolig fin. Og meget nem at strikke. Den skal strikkes i 2 tråde silk mohair, og som jeg tidligere har nævnt, så er det virkelig taknemmeligt at strikke i silk/mohair, når du er nybegynder, fordi de små hår i garnet skjuler eventuelle ujævnheder i dit strik. Så selvom du måske ikke har en perfekt strikkefasthed, så ender du faktisk med en meget flot cardigan.
Sorbet blusen af Mille Fryd Knitwear
Mille Fryd har også lavet Sorbet Blusen, som næsten er endnu nemmere end cardiganen, da den strikkes på rundpind og du derfor undgår at skulle strikke vrangmakser.
Novice af PetiteKnit
PetiteKnit har lavet en hel Novice-serie bestående af cardigans, sweatre og veste.
Jeg har selv strikket Novice cardiganen mohair edition. Den er strikket i to tråde silk/mohair. Og er meget nem og enkel at strikke. Samtidig er det en god basis cardigang i et tidsløst design.
Hvis du vælger at kaste dig over Novice slipover'en, så vil jeg blot nævne, at det kan være lidt tricky at få strikkefastheden til at blive ensartet. Opskriften er nemlig konstrueret således, at du starter med at strikke for- og bagstykkerne frem og tilbage. Når du når ærmegabet, samler du for- og bagstykkerne og begynder at strikke rundt. Og lige præcis dette kan være svært selv for de øvede strikkere. Det skyldes, at de fleste strikker deres vrangpind løsere end deres retpind. Derfor kan man ofte se forskel i strikkefastheden, når man først har strikket frem og tilbage og derefter strikker rundt. Hvis du alligevel kaster dig ud i at strikke vesten, så er tricket, at du skal huske at stramme til, når nu strikker din vrangpind. Andre skifter til en mindre pind for at undgå, at vrangpinden bliver løsere..
Find opskrifterne på Novice og andre begyndervenlige opskrifter fra PetitetKnit.
Hipsterhuen af Petiteknit
Nem opskrift på en super fin hue.
Find opskriften her.
Ankers Tee af PetiteKnit
Endnu et bud fra PetiteKnit på en begyndervenlig opskrift. Den strikkes på rundpind med rundt bærestykke.
BØRN
Sorbet blusen af Mille Fryd Knitwear
Sorbetblusen er også lavet i en udgave til børn. Den er ligesom voksen-modellen strikket i mohair. Det anbefales, at man ikke bruger mohair til børn under 1 år.
Find opskriften her.
Gamache Oda mini fra Oda Knitwear
Så søde små bukser med seler. Jeg har kun gode ting at sige om dem. Det sværeste ved opskriften er nok, at de skal strikkes højere bagpå med den teknik, der hedder German short rows - og den teknikker, findes der mange hjælpevideoer på.
Find opskriften her.
Ankers trøje af PetiteKnit
Også et bud på en nem begyndervenlig opskrift fra PetiteKnit uden svære teknikker.
Find opskriften her.